et hu forfærdet i månskinnet såg 
et linklædes skikkelse for sig at stå. 
Elina, min datter, hvi sitter du her? 
Hvordan står det til med småsøskende 
dine? 
Kall mig ikke datter, end kvor du end er. 
Jeg heter no heller Elina den lille. 
Min moder som æblet var kvid og var 
rød 
men du er som gusten, ja bleik som 
ein dø. 
Aa i grava der falmar di rosannes kinn 
Og i graven jeg bor og fra graven jeg kommer 
Jeg hørte dine klager i mit kvile 
sted ind 
Jeg døste dine klager med den evige dom 
mer 
Jeg rejste mine modige lemmer i hast 
så murerne revna og malmuren brast. 
Aa kjæreste moder, som kom til os små 
tag os nu med eder vi lider så ilde. 
Me fryse og svelte og ligge på strå. 
Dei terne dei gjorde med os, hva dei 
vilde 
Af kulden jeg kom og af kulden jeg er 
Og nu sætter jeg mig med ham på ildstedet 
hær. 
Fru S. ho favna sin datter og dreng 
og det var som en gust af dei vesterne 
lande