så trådde ho vred for sin egemands seng 
I (?) 
og hr. A. og G. bejyndte at grue; 
thi havde I fødd dem og boret dem som jeg 
det glemte jeg ikke med tongt eller let! 
(Hr. A. og G. sin børnenes' våde) 
Nu galer de haner og S. forsvandt 
som morgenens tåge for sola bortsvinder. 
På G. dei brendende tårinne med rann, 
hr. A. med gruelse, blussende kinde 
i sjåldunnes land var fra selvsamme stund 
og ellernes koni og moder som hun. 
x) 2dre vers: 
Nej S., nei førend jeg krænka vort bånd, 
og aldrigen deg i din dødstund forglemme, 
Jo kjære, min mand, må du krænke dig 
Så 
når hun har dig kjær og vil elske 
dei små 
(Denne vise, som kvedersken havde hørt mundtlig 
i sin ungdom, kan jamførs med Syv. s.673).